onsdag den 29. august 2012

Første dag på pædagoguddannelsen

Så havde man først dag på pædagog, ude i det nye glashus der er UCSJ.. University College Sjælland.... hvorfor ikke Zealand når de nu er stået på den engelske vogn, jeg forstår det ikke? Men fred være med det.
Jeg cyklede af sted i formiddags, i den vildeste tåge, kunne knap se 10 meter frem for mig, og vanvittigt koldt! Så havde taget halstørklæde og, jeg ved godt det er dumt, min vinterjakke. Halvvejs derud til kom solen så for fuld brag, og jeg var ved at dø af hede! Godt at komme derud, af cyklen og få smidt det i tasken!

Herfra anede jeg så ikke hvad jeg skulle gøre, hvor jeg skulle hen, men så en flok stå på trappen, så satte mig derop af. Hørte så nogen nævne noget om pædagog og en der pegede dem indenfor, så kom ind, fik tildelt min klasse, og ført til multisalen kalder de den, jeg kalder den en gymnastiksal. Sådan er vi så forskellige. Sad på gulvet, blandt de lærestuderende ved en fejl, men det fandt jeg først ud af senere, ups. Ingen skade sket dog, fik introduceret lærere, havde et underholdende indslag med nogle UMD mennesker. Jeg morede mig da, nogen synes nok det var spild af tid, men jeg var flad af grin enkelte gange!

Vi holdt (jeg skrev 'holdte', ved ikke om jeg fortjener retten til nogensinde at skrive igen efter det!) herefter en spisepause, jeg satte mig dog bare udenfor, gik lidt rundt, følte mig lidt... alene, indtil videre havde der ikke rigtigt været mulighed for at komme i tale med nogen. Men jeg tænkte at sådan havde alle de andre der sad alene rundt om det nok også, ensom i fællesskab, skønt! Mens jeg sad i solen, satte der sig så nogen ved siden af mig, og ordet "Silo-1" blev sagt, og jeg følte mulighed, og nødvendighed, for at bryde ind, og få gang i noget socialt! As luck turns out, klikkede jeg ganske godt med hende, Julie, og samtalen flød bare! Heldigvis går vi i samme klasse, så nu havde jeg da en jeg kunne holde forholde mig til, og straks føltes dagen langt lettere!

Tilbage indenfor og vi blev ført til forskellige dele af skolen og havde nogle, virkelig korte, nogle bedre end andre, smagsprøver på de forskellige specialer; UMD - Udtryk, musik, drama. SKB - Sundhed, krop og bevægelse. Og...Noget... natur... kan ikke helt huske det, forkortelserne er muligvis også forkerte, men det bedste, både det der sagde mig mest og det som tutorene forklarede bedst var UMD, hvilket var og stadig er, det speciale jeg havde tænkt mig! Det er desuden også dem der står for en del af flash mobs'ne i Roskilde, så hvem ved, måske jeg bliver en del af det en dag! Og det giver også en god mulighed for at overskride sine grænser, blive mere selvsikker, det virkede fornuftigt på både et professionelt og personligt plan, vi lavede lidt spontan teater - hvilket jeg stank til! Men gjorde det, og det var da en lille sejr i sig selv! I de andre spillede vi fodbold, lavede et "billede" af et dyr ved at stå og ligge så det blev sammensat til noget genkendeligt. Legede sten-saks-papir-tagfat, og havde quiz. UMD er det, helt sikkert!

Det sidste vi skulle lave var en slags skattejagt, for at finde teksten til pædagogsangen, men jeg var ikke voldsomt engageret i det, og blev væk fra holdet et par gange, når flere var samme sted endte jeg med at følge efter andre. Var nemlig faldet i snak med en anden fra holdet, Amy, som vil præcis det samme som mig i uddannelsen og arbejde med bagefter, så vi gik og talte resten af tiden og ænsede ikke rigtigt andet der foregik! Sluttede af med at synge (læs: lytte til tutorene synge og forsøge at trampe i gulvet de rigtige steder, fejlede) pædagogsangen og så var der fri! To timer inden skemalagt! I morgen hedder det 9.25-12, det er altså lige til at overskue de dage her!

Fandt Rasmus, fulgte Amy - Julie kunne jeg ikke finde - til stationen og cyklede med Rasmus hjem og fik købt bøger, egentlig blot aftalt hvor meget han skulle have for bunken og jeg mangler så 3 bøger derudover endnu, og bare snakkede. Det var rart, vi snakkede godt, det flød bare, ingen problemer! Vi blev også enige om, som så mange gange før, at vi må være bedre til at holde kontakten. Der er mulighed for at vi rent faktisk gør det denne gang, nu vi går i samme skole. Det håber jeg, det er ikke ligefrem et venskab jeg har lyst til at lade gå i forfald! Så vi gør en aktiv indsats i stedet for det fesne "vi snakkes lige ved" vi ellers har dyrket de sidste mange år.

Det er så længe siden at jeg ikke kan finde på en god måde at slutte det her af på, uden det virker afbrudt. Vil prøve at finde den sang der, noget med kaffe...- Det gik ikke, efter en ikke særlig intens søgning. Live without it, poster den når jeg engang har lært den i hovedet, det skulle efter sigende komme på et tidspunkt.

~ Sunflake

Ingen kommentarer:

Send en kommentar